Dejligst på landet

Mød op til den lokale generalforsamling, og kom hjem med en post som kasserer. Det er nok en risiko man møder i mange lokale foreninger. Men det behøver ikke være så farligt. For ofte er det landsbyens ildsjæle, som bare vil landsbyen det bedste, og brænder for at gøre det rart, trygt og interessant at bo og leve her.

Jeg har altid boet i landsbyer og mindre lokalsamfund – kun afbrudt af lidt studietid og ophold i udlandet. Og jeg er nærmest blevet opdraget til at tage del i det lokale; deltage i foreningslivet, være med til arrangementer og give en hjælpende hånd.

Så det ligger helt naturligt i det at bo i en landsby, så er jeg også aktiv i og for mit lokalsamfund – lige som mange tusinde andre.

Men i de sidste 10 år har det udviklet sig – fra at møde op, til at blive bestyrelsesmedlem og siden også aktiv på landsplan gennem Landdistrikternes Fællesråd. Det har givet en indsigt i hvad der rører sig på såvel lokalt niveau, landspolitisk og internationalt omkring landdistrikternes udvikling.

Jeg har derfor opbygget et stort personligt netværk lige fra min egen landsby til internationale fora, som jeg trækker på i mit lokale frivillige engagement.

Der er mange meninger, hensyn og prioriteringer omkring udviklingen på landet og vægtningen af land-by fordelingen af ressourcer.

Dette  håber jeg med bloggen at kunne give nogle indspark til debatten og ikke mindst udvikle nye samarbejdsflader, der vil gavne den lokale landsbyudvikling. Jeg har massevis af idéer, brænder for storytelling og fotoarbejdet samt ikke mindst en solid erfaring med samarbejde mellem ildsjæle, organisationer og politiske aktører.

Facebooktwitterpinterestlinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.